grafik_streg_grøn.png


Regionsrådet i Region Midtjylland tildelte i april 2022 Landsbyprisen til Faster Sogn, her repræsenteret af Svend Erik Olsen (t.v.) og Jørgen Madsen. Foto. Region Midtjylland.

01.06.2022

Der findes et væld af priser, der uddeles til landsbyer, der har succes med at skabe bæredygtig udvikling. Her er et par af de vigtigste.

For folk, der arbejder med landdistriktsudvikling, er det ingen hemmelighed, at masser af landsbyer og lokalområder fortjener hæder og ære og penge til udvikling. Mange arbejder nemlig strategisk og effektivt med at udvikle deres område - og mange har fundet en formel, der virker. Det bliver der heldigvis sat pris på i mere end en forstand. Både med lokalt, regionalt og landsdækkende fokus. 

Flere kommuner har indstiftet deres egne priser. For eksempel Ringkøbing-Skjern Kommune, der hvert år udpeger Årets Landsby, som modtager en check på 25.000 kroner. Region Midtjylland har siden 2009 hvert år uddelt Region Midtjyllands Landsbypris på 150.000 kroner. Og for 2022-versionen er der sammenfald. Faster Sogn i netop Ringkøbing-Skjern Kommune vandt nemlig begge priser.

Læs om Faster Sogn og Region Midtjyllands Landsbypris 2022

Årets Landsby og Årets Ø

Derudover er der den prestigefyldte pris Årets Landsby, som hvert år uddeles af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Landdistrikternes Fællesråd og Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Her er der 50.000 kroner på spil til 1. pladsen og 25.000 kroner til 2. og 3. pladsen, og frem til 14. juni 2022 leder partnerne efter årets prismodtagere under temaet “en landsby, hvor vi tager hånd om hinanden”. Landsbyer med op til 1.500 indbyggere kan sende en ansøgning. Samme partnerskab står i øvrigt bag prisen Årets Ø. Her har Strynø netop vundet de 50.000 kroner.

Læs mere om Årets Landsby og ansøgningsprocessen.

Læs mere om Årets Ø.

Priserne er alle sammen med til at sætte fokus på det gode liv i landsbyerne. Samtidig skubber ansøgningsprocessen positivt til professionalisering af udviklingsarbejdet. Det peger en evaluering af Region Midtjyllands Landsbypris på. Evalueringen er vi i fuld gang med at færdiggøre, og resultaterne deler vi løbende her på siden.


Kender du til priser, konkurrencer eller andet?

Hvis du kender til priser eller konkurrencer, som er relevante at skrive om på landsbyviden.rm.dk, så kontakt os via kontaktformularen nederst på siden her eller send os en mail på landsbyviden@rm.dk