Billede af mennesker der sidder i en foredragssal

 

Foto: Uddannelsesdebatten / Mads Krabbe

Nørre Nissum i Lemvig Kommune har flere skoler end gennemsnittet og et stort årligt folkemøde om uddannelsespolitik. Den lille vestjyske landsby dyrker i høj grad sit brand som Skolernes landsby – læs mere om hvordan og hvad det betyder.

Nørre Nissum er en lille landsby i Vestjylland, der ved første øjekast ikke adskiller sig synderligt fra andre små landsbyer. Byen har godt 1.000 indbyggere, en lokal købmand, naturskønne omgivelser og hallen som samlingspunkt. Den

har dog ikke bare én skole, men mange skoler. Inden for en radius af få kilometer finder du både en folkeskole, tre efterskoler, en seniorhøjskole samt VIA University College med læreruddannelse og HF. Derudover lægger Nørre Nissum hvert år by til Uddannelsesdebatten - et folkemøde med fokus på fremtidens uddannelse, der hvert år trækker flere tusinde fagfolk, beslutningstagere og politikere til to dages oplæg og diskussioner.

– Det er ikke for ingenting, at Nørre Nissum bliver kaldt Skolebyen. Vi har skoler nok til, at du kan gå i skole her hele livet, og vi er meget bevidste om vores brand. Det gælder om at gøde det lidt hele tiden for at holde liv i det, fortæller Peter Chapman, der er formand for Nørre Nissum Borgerforening.

Ifølge ham har byen dog ikke selv gjort så meget for at skabe det stærke brand. Det er kommet lidt af sig selv og har rødder mere end hundrede år tilbage i tiden.

Unik sjæl og historie

I slutningen af 1800-tallet blev Danmarks første indremissionske højskole og seminarium grundlagt i Nørre Nissum. Hele samfundet blev bygget op omkring, at befolkningen havde brug for at blive uddannet. Siden er højskolen blevet omdannet til seniorhøjskole, mens seminariet er blevet udvidet med en HF-afdeling og i dag hører under VIA University College.

Byens unikke historie er også grunden til, at lokale kræfter i 2013 lancerede Uddannelsesdebatten. Uddannelsesdebatten er et stort event der hvert år sætter dannelse og uddannelse på den politiske dagsorden. Samtidig viser arrangementet skolebyen frem.

– Hele Danmarks uddannelseshistorie ligger i bygningerne i byen, og derfor var det et fedt sted at starte et event som Uddannelsesdebatten, fortæller Jeanette Svendsen, der sammen med kollegaen Morten Bramming er projektleder på Uddannelsesdebatten, og samtidig arbejder som chefkonsulent ved VIA University College i Aarhus.

– Her i Aarhus, hvor jeg arbejder, har vi et moderne campus med masser af glas og stål, og det er også nogle fede rammer, men du kan ikke se, om du læser til sygeplejerske, lærer eller noget helt tredje. Når du kommer ud i et lille samfund som Nørre Nissum, har bygningerne en helt særlig sjæl og historie, uddyber hun.

Billede af debattører på en scene


Foto: Uddannelsesdebatten / Mads Krabbe

Tredobler indbyggertallet

Uddannelsesdebatten tager hvert år fat i et aktuelt tema og byder på keynoteoplæg, workshops, debatter, netværksmiddag, koncert og fest, og i løbet af de to dage, folkemødet varer, bliver byens indbyggertal næsten tredoblet med 1.500-2.000 deltagere.

– Det er lettere at få folk til at komme, når der er et stort event, og vi er lykkedes med at skabe engagerede debatter, der ændrer noget i folks bevidsthed. Som da vi havde temaet om køn i 2018, og Danmarks Lærerforening efterfølgende nedsatte en arbejdsgruppe for at fremme kønsbevidst pædagogik, fortæller Jeanette Svendsen.

Uddannelsesdebatten er med til at fastholde byens brand som skolernes landsby, og det har stor betydning for byen. Selvom byen har mange skoler, konkurrerer de nemlig ikke med hinanden, da de har vidt forskellige målgrupper. Og alt i alt skaber de mange skoler mange lokale arbejdspladser. Folkeskolen alene har 70 arbejdspladser, mens hver efterskole har 30.

– De mange arbejdspladser er med til at gøre Nørre Nissum til et attraktivt sted at bo. Mange andre små samfund har de seneste år mistet både skole og købmand, men her står vi meget stærkt, mener Peter Chapman.

Liv i landsbyen

Skolerne tiltrækker nemlig ikke bare arbejdskraft. De tiltrækker også børn og unge fra hele landet, der kommer til byen og bor, så der kommer endnu mere liv i landsbyens gader og stræder.

– Det betyder rigtig meget for byen at have så mange børn og unge her. Det giver en helt unik stemning, fortæller Peter Chapman.

Ud over at pleje brandet som skoleby har borgerforeningen også gjort et stort stykke arbejde for at gøre Nørre Nissum mere attraktiv. Borgerforeningen har bl.a. investeret i flere grønne områder og fjernet ti ubeboede, forfaldne huse, der skæmmede bybilledet. Et arbejde, de også vandt Landsbyprisen for i 2017.

– Det er attraktivt at bo her, og det betyder, at husene i Nissum ikke er til salg ret længe ad gangen. I øjeblikket har vi kun tre-fire huse til salg, forklarer Peter Chapman.

Skolebyens mange skoler

 

Nørre Nissum Skole- og Børneunivers – Folkeskole med specialskoleafdeling

SeniorHøjskolen Nørre Nissum – Omkring 2.500 kursister om året

Fenskær Efterskole – Praktisk specialefterskole

Nørre Nissum Efterskole – Bygger på et kristent menneskesyn

Kongensgaard Efterskole – Efterskole for overvægtige

VIA University College – Læreruddannelse og HF

Fortsat udvikling

Peter Chapman fortæller, at der også gøres meget for fortsat at tiltrække unge. Sidste år fik VIA University College fx bevilget tre millioner kroner til at oprette en kostskole, så HF-elever kan vælge at bo på skolen imens de tager uddannelsen. Kostskolen inviterede de første elever indenfor 1. august 2020 og har plads til 66 elever.

– Det er vi glade for, da det kan være med til at tiltrække endnu flere unge udefra, fortæller Peter Chapman.

Nørre Nissum er så småt ved at gøre klar til næste omgang af Uddannelsesdebatten, der i år foregår torsdag 30. september og fredag 1. oktober. Temaet er #Læredygtig – uddannelse til bæredygtig fremtid, og alle, der har noget på hjerte, er velkommen til at deltage.

Læs ogsåStreg_MidtRød_1040x2px.png

Uddannelsesdebatten

  • Uddannelsesdebatten afholdes hvert år, og er et folkemøde for alle, der er optaget af uddannelsesområdet.
  • Formålet med Uddannelsesdebatten er at sætte fokus på aktuelle uddannelsesspørgsmål, og at sætte dannelse og uddannelse på den politiske dagsorden.
  • Uddannelsesdebatten arrangeres af foreningen Skolebyen Nørre Nissum (VIA University College, Nr. Nissum Efterskole, Kongensgaard Efterskole, Fenskær Efterskole, Seniorhøjskolen).
  • Uddannelsesdebatten får økonomisk støtte fra Region Midtjylland, VIA University College og Lemvig Kommune.

→ Læs mere om Uddannelsesdebatten her