”Det bedste ved stedet, hvor vi bor, er at der er afstand til naboerne og mere plads og luft end i byen."

Familien og den grønne omstilling

Mange af de ting, familien gør, kan ses som grønne, f.eks. etableringen af jordvarme, diverse el-spare-foranstaltninger og køkkenhaven. Men det grønne er ikke den første bevæggrund, for familien handler det mere om sund fornuft. Desuden skal det kunne betale sig økonomisk, og så må det ikke være besværligt. Komforten vægtes højt.

Familien bruger altid lokale håndværkere, og det er også her de søger rådgivning. Råd og viden fra folk i omgangskredsen, eller hvis de ser eller hører noget ved naboer eller andre i lokalområdet, tages også med i overvejelserne.

"For os handler den grønne omstilling om at bruge sin sunde fornuft
- og så skal det heller ikke være for besværligt"

 

Vi drejer ind på en grusvej, der bugter sig om en lille fold, hvor en pony går og græsser. Det er her de bor, Elsebeth og Søren, og de tager kort tid efter ankomst imod os på gårdspladsen. Her er hyggeligt med græskar, planter og et fint udhus, der støder op til hovedhuset. Det lå egentlig ikke i kortene, at de skulle bo her, for de havde bygget et nyt hus i Skive på Dølbyvej, men de savnede større afstand til naboerne, de åbne vidder, mere plads og luft og flyttede derfor ud af byen.

Parret fortæller, at de for 25 år siden byggede til og fik gulvvarme i stuen. Også garagen er siden blevet renoveret.

- Vi renoverer mest for egen komfort, fortæller Elsebeth og smiler, mens hun fortsætter:

- Søren kan godt lide at have det varmt. Vigtigst er stuen, men uanset årstiden skal der altid være varme på gulvet på badeværelset.

Og varmen er der bogstavelig talt styr på. Søren finder en lille notesblok frem, hvor han sirligt noterer forbruget ned måned for måned. Engang bestod opvarmningen af olie og brændsel, som blev skiftet ud med et pillefyr. Én i familien introducerede en dag jordvarme for dem, og da det viste sig at være en økonomisk, fornuftig løsning, overgik de til det, da pillefyret ikke kunne mere.

Der tænkes generelt på forbruget i hjemmet, for også alle pærer er skiftet ud med LED-pærer, hårde hvidevarer er min. energiklasse A, og så er der blevet både hulmursisoleret og efterisoleret, det der nu kunne, i forbindelse med etableringen af et nyt tag. Søren og Elsebeth er født i en tid, hvor bekvemmelighederne i husene var anderledes end i dag, og de har prioriteret at indrette deres hus komfortabelt, når de har skullet renovere eller bygge til. Ikke alle renoveringer er dog sket for komforten alene, for i 2006 blev huset ramt af et lyn med en sådan kraft, at gnisterne stod ud af stikkontakterne. Forsikringsselskabet sørgede for, at der blev penge til blandt andet at reetablere el-systemet. Der var dog ikke megen rådgivning ift., om de kunne gøre det på andre måder end den, forsikringsselskabet igangsatte, så hvor grønne løsninger, der var tale om, ved de ikke.

Vi går ud på grusvejen med retning mod Gyldendal Havn, mens vi spørger mere ind til det grønne.

- Vi kender ikke til de muligheder, der er for støtte og rådgivning om grønnere valg, siger Søren og fortæller, at de typisk bare ringer til de lokale håndværkere og rådfører sig med dem.

- Men vi bliver ofte ringet op af el-selskaber, der vil spare os for penge og sælge grøn el, og det er altså lidt irriterende. Vi gider ikke have det døje med at skifte hele tiden – heller ikke for en lavere pris, supplerer Elsebeth.

Nær havnen passerer vi et rekreativt område med sø og shelterpladser, og de fortæller, hvordan både dette område og områderne længere ned ved fjorden er steder, de går dagligt, og som også børnebørnene nyder godt af på varme sommerdage. Også Hostrup og Vendal går de til, men altid i områder de kan nå på gåben eller på cykel. Den daglige brug af naturen er især kommet med alderen, men de har også tidligere brugt fjorden meget, og har haft både net og robåd. Naturens spisekammer nyder de stadig godt af, hvor både bær, fisk og svampe finder vej hjem til køkkenbordet. Med flere år som formand for den lokale husholdningsforening ved Elsebeth nok, hvordan hun skal tilberede de mange lækre råvarer.

Vi når havnen og nyder den storslåede udsigt og det maritime miljø. Gyldendal er en lillebitte havn i Skive Kommune, men den synes at have det hele: masser af lystbåde, fiskerstemning, vinterbadeklub, havkajakklub, havnerestaurant, legeplads og en lang badestrand direkte i forlængelse af havnen. Fra havnen spreder smukke, velholdte huse sig videre op i skrænterne. Elsebeth fortæller om, hvor svært det er at tiltrække yngre mennesker til husholdningsforeningen, og at hun kan se, at det samme gør sig gældende i flere af egnens øvrige foreninger.

- De har nok for travlt med arbejde og for mange fritidsinteresser, konstaterer hun.

Da de selv var yngre, og Søren var afsted i flere dage som chauffør, fyldte det lokale fællesskab meget, og det har det gjort siden. Det har altid været en selvfølgelighed for dem at støtte op om det lokale, hvad enten det er fagfolk som fx håndværkere, den lokale Brugs eller initiativer som fx Spøttrup-studene, der producerer lokalt kød.

- Og så er der altså en helt anden nærhed. Jeg kan fx godt spørge uddeleren i Brugsen, om han ikke vil få en ny vare hjem, som jeg savner i sortimentet, og han er lydhør hver gang, fortæller Elsebeth.

Vi bevæger os hen langs med fjorden og drejer op ad en smal asfalteret vej, der fører tilbage til huset. Herfra ser vi haven, der bugner med bærbuske, frugttræer, stor køkkenhave og et drivhus. Meget omkring haven har en fornuftig nytteværdi, selv ponyen der flere gange årligt leverer frisk gødning.

- Men vi er altså ikke bange for at bruge kunstgødning, hvis det bliver nødvendigt, bedyrer Søren.

Størstedelen af råvarerne sørger haven for, på nær gulerødder der ad flere omgange har drillet med ormeangreb. Her rådførte de sig hos en økologisk landmand i omgangskredsen, men fik det aldrig til at virke, så nu bruges den fede muld til andet grønt. Kød spises der meget lidt af. Dengang pengene var små, blev kødet suppleret med masser af grønt. I dag er det ikke økonomien, men vanen der er forklaringen. Også allerede dengang - før det blev en trend og et krav - blev der sorteret og kørt på genbrugspladsen eller i genbrugsbutikken.

- Vi synes, det er forkert at smide gode ting ud. Vi passer på vores ting, og kan lide at se tingene blive brugt helt, fortæller Søren.

Både arvegods og genbrugsting hilses velkommen i familien, og madspild er der ikke noget af, for som Elsebeth udtrykker det:

- Opskrifter er jo kun til vejledning.

Vi inviteres ind på kaffe og sætter os ind i en hyggelig og varm stue. Søren fortæller, at parret har set på el-biler, for de havde egentlig tænkt, at det var det, de skulle have. Men det var et krav fra deres side, at den kunne trække campingvognen, og så blev el-bilerne så dyre, at det slet ikke kunne svare sig.

- Det er altså også lidt bøvlet ift. optankning, når vi skal til Norge og Sjælland og besøge familien, og så betyder sikkerheden også bare rigtig meget for os, fortæller han, mens Elsebeth nikker samtykkende. Man fornemmer tosomheden, der også smitter af på deres fælles tilgang til ikke at smide ting ud. I entréen har Søren fx lagt et helt unikt korkgulv af en bunke gulvprøver, der ellers bare skulle have været smidt ud, mens Elsebeth tryller med mad- og garnrester. Sidstnævnte får liv både som frugtposer, til når der skal handles og som varme striktrøjer.

- Jeg synes, det er fint, der kommer afgift på plast, for det irriterer med alle de plastikposer, siger hun og viser de fine, hæklede poser frem.

Tiden skal nydes, så familien har valgt ikke at have travlt og at tage en dag ad gangen. Hvor længe de vil blive boende, ved de ikke, men vinduerne skal nok snart skiftes. Her vil de rådføre sig ved en lokal tømrer og tage stilling til, om det kan betale sig at skifte, for som Benjamin Franklin engang udtrykte det: ”tid er penge”, og med fornuft kan der købes meget tid.