Efter et vellykket besøg i eventyrlige Ljubljana går turen videre til den mindre by Rijeka. Jeg beslutter mig for at gå alene på opdagelse i kystbyen. Rijeka er en modsætningsfuld by. Den virker ved første øjekast indtagende. Her er smuk natur, bjerge og flotte klippelandskaber ved strande med krystalklart vand, som man ser det på feriebillerne. Men jo mere man vandrer væk fra de polerede ferieboligområder med udsigt over byen og ned i det rå, indre Rijeka, står det klart, hvilke udfordringer, byen slås med. Fattigdom, kriminalitet og utilpassede unge.
Mens jeg går i Kroatiens aftenvarme langs de dunkle, næsten forfaldne etagebygninger, driller min Google Maps app mig og jeg kommer jeg ved en fejl til at dreje forkert ned ad en større vej. Her får jeg øje på noget, der ikke ender med at blive min sidste overværelse af narkohandel på åben gade under min interrailtur. Jeg går hastigt videre ned ad nogle trapper overmalet med graffiti. ”A.C.A.B.”, står der flere steder og jeg føler mig mildt sagt ikke i mit es. Jeg finder dog på rette spor igen og går ned ad en snævre gade, hvor jeg finder en smal overdækket åbning iklædt lyskæder og multikulørte skilte, der står i rivende kontrast til omgivelsernes lukkede, graffitimalede døre og vinduer. Det er heller ikke helt tilfældigt, at jeg netop befinder mig her. Efter lidt research hjemmefra om, hvor unge holder til i Rijeka, var stedet her noget af det første (og eneste), der poppede op. Men trods min research kunne jeg ikke helt finde ud af, hvad stedet helt præcist var.
Jeg træder ind ad de grønmalede døre og bliver mødt af musik og småsnak fra gæster, der sidder rundt omkring i mindre grupper her omkring aftensmadstid inden, hvad jeg formoder er stedets helt store rushhour. Den lysende sprække i det grålige nabolag hedder Klub mladih Rijeka, oversat til dansk: Rijeka ungdomsklub. Men det er ikke en ungdomsklub i dansk forstand. Stedet er derimod en slags åben studenterbar for byens unge og studerende, og flere af stamgæsterne lader til at være en anelse ældre end mig selv.
Jeg nærmer mig den menneskefyldte bar, der er placeret langs væggen i den anden ende af lokalet. Det er tydeligt at mærke, at gæsterne og bartenderne kender hinanden godt, men jeg mærker en gæstfri atmosfære. Jeg går op til bartenderen, som er en ung kvinde med et punket udtryk, og fortæller om mit projekt. Jeg spørger hende, om der er nogle steder eller initiativer her i byen dedikeret til unge. ”No, this is actually the only place”, svarer hun seriøst til min overraskelse. Rijeka har ingen parker, studenterhuse, ungdomshuse eller lignende for unge i denne aldersgruppe, udover Klub mladih, hvor de kan opholde sig.
Jeg henvender mig til en fyr, der sidder alene i hjørnet ved et rundt højbord. Han har mørkt, kort hår. Brune øjne. Jeg præsenterer mig og spørger, om han har lyst til at lade sig interviewe, hvor han fortæller, at han kun har et par minutter, men er frisk på at snakke alligevel. Omar hedder han, er i slut-20’erne og læser Applied Arts på Rijeka Universitet. Han er opvokset i Rijeka og føler, han har haft nogle gode ungdomsår. Omar lader til at være en meget åben person og deler gerne ud af hans tanker, følelser og holdninger. Han fortæller, at mange har givet op på byen, fordi der er nogle unge, der ikke behandler tingene i byen godt og sprayer med graffiti.
- There are a few people that ruin it for everyone else, siger Omar.
Til gengæld har byen noget for enhver smag, og han ser ikke, at Rijeka kan gøre meget anderledes for at give de unge flere muligheder. Omar peger på, at det må være de unges eget ansvar at række ud efter de muligheder, der er, og at det er deres eget problem og ikke byens, hvis de undlader.
Omar fortæller, at han hang meget ud på gaden med hans venner som teenager. Særligt nede i bymidten på den samme plads, hvor mange af deres bekendte og venner også kom for at drikke. Omar forklarer, at de ikke havde andre steder at tage hen og at de derfor tit endte der, men han kigger nostalgisk tilbage på festerne på pladsen, for han husker en stor tillid mellem de unge i byen.
- We all took care of each other, fortæller Omar og fortsætter: nowadays the youth in Rijeka is more divided.
Der er ifølge Omar ikke i dag ikke lige så mange unge, der fester sammen og de er i stedet mere gruppeopdelte.
Her påpeger han, hvad han kalder for en ideologisk generationskløft mellem generation Y, som han selv hører ind under, og generation Z, min generation. Mange i de sene 20’ere og opefter har minder fra det gamle Jugoslavien før krigene og ser længselsfuldt tilbage på deres barn- og ungdom, som også har præget deres ideologiske holdninger i en mere socialistisk retning, mener Omar. Tilbage står generation Z, som er opvokset under og efter krigene, hvor mange ikke føler en reel tilknytning til Eksjugoslavien.
I stedet er teenagere og helt unge voksne i dag, vokset op med et stort fokus på borgerlige rettigheder og med vestlig indflydelse, siger Omar og uddyber:
- Your generation is so money-oriented.
Han forklarer, at unge i Rijeka, frem for at bygger karriere på deres passion, er optaget af at tjene så mange penge som muligt for at have råd til at flytte væk, men ikke nødvendigvis ind til storbyen. Omar uddyber, at han ikke oplever nogen speciel ulempe ved at bo i Rijeka sammenlignet med Zagreb eller en hvilken som helst anden storby. ”I can take a three hour long train ride and I am in Ljubljana, and Zagreb is only a couple of hours away by bus”, fortæller ham. Hvis han savner større bykultur, er han ikke langt fra en storby. Der er alligevel masser af tilbud i Rijeka. Snarere end en ulighed mellem land og by, føler Omar til gengæld en geografisk ulighed mellem det sydøstlige Europa og det nordvestlige Europa. En følelse af ulighed, som han mener at dele med mange andre kroatiske unge.
- Many young people dream of moving to Norway, Germany or even Denmark thinking that it will solve all their problems, fortæller Omar. Mange unge oplever økonomiske udfordringer og drømmer om en højere levestandard.
Tager man en kort gåtur ned gennem Rijekas bymidte, er det tydeligt at se, at området stadig bærer præg af borgerkrigen i Jugoslavien. Store, sorte tavler med fotografier af mennesker på flugt under borgerkrigen pryder den brede gågade. De er svære at undgå. Man går blandt mennesker, der har oplevet det på nærmeste hold. Billederne er ikke bare tilfældigt farvede udprint; de skildrer en virkelighed, som langt de fleste kroatere tydeligt husker.