Cathrine De Nijs har været på interrail igennem Østeuropa. Læs om hendes oplevelser i dette rejsebrev.

grafik_streg_grøn.png

Portræt af Cathrine De Nijs

Af Cathrine De Nijs

Jeg er 20 år gammel, blev student fra Grenaa Gymnasium i sommer og arbejder som lærervikar på en friskole. I min fritid bruger jeg meget tid i det lokale ungdomshus, “Arresten”.

Jeg er del af Samfundsformernes første kuld og ansøgte, fordi jeg mener, at det er vigtigt, at vi unge bliver hørt og inkluderet i de beslutningsprocesser, der vedrører os.

Én ting har jeg lært på min interrailtur; mennesker er overraskende snakkelystne på længere togture sydpå. Især når man er vant til skandinavers ordknappe facade blandt fremmede. Menneskene omkring os åbner sig op og fortæller ærligt om deres livs glæder og sorger – og allerede da vi første gang sætter os ind i togkupéen, går snakken.

Alle seks mennesker i togkupéen på tværs af nationaliteter og aldre deler ud af oplevelser, anbefalinger og tanker i samme samtale på trods af ikke at kende hinanden i forvejen. Det er vanvittigt sjovt og stemningen er astronautisk.

Jeg har valgt at fortælle om mine indtryk i form af et “rejsebrev”. Det kan du læse her.

To veninder giver os deres pladser (koordinat 46.940032, 13.200154)

Allerede på rejsens anden dag erkender min kæreste Esben og jeg vores første store fejltagelse, da vi kører fra München til Ljubljana. Vi køber ikke pladsbilletter i tide og eftersom der ingen er tilbage, kan vi kun krydse fingre for ikke at blive smidt af toget undervejs. Da toget ankommer på den menneskefyldte perron og vi træder op på vognens trappeindgang, ser vi, at alle de gamle vognes kupéer er proppet til randen med rejsende. Det lykkes os at stige ombord og parkere vores rygsække på den snævre gang med de mange skydedøre ind til de mange togkupéer, hvor vi må sidde på vores pakkenelliker skulder til skulder sammen med andre uheldige interrailere, der lige som os kan se frem til at sidde på gulvet eller stå op de næste seks til syv timer.

Der er dog en stor bonus ved vores ellers beskedne pladser; vi kan kigge ud ad et stort vindue og nyde Østrigs smukke bjergdale under solskin og blå himmel, som hvis landskabet var taget direkte ud af The Sound of Music. Noget jeg bider mærke i på togets gange er, at menneskene omkring os, efterhånden som timerne går, åbner sig op og fortæller ærligt om deres livs glæder og sorger, deler mad og næstekærlighed ud. Indimellem forlader flere passagerer deres pladsbilletter til fordel for gangens store vinduer med udsigt over de østrigske landskaber - flere som vi falder i snak med. Bl.a. to engelske veninder, som er på vej til Split og som efter lidt tid insisterer på, at vi tager deres siddepladser frem for at sidde sammenklemte mellem vores bagage og togvæggen.. Da vi sætter os ind i togkupéen, går snakken. Det er vanvittigt sjovt, og stemningen er astronautisk, da vi når vores station Ljubljana og takker Claire og hendes veninde for lån af siddepladser, mens vi vinkler farvel til vores øvrige medpassagerer.

Fattigdom, kriminalitet og studenterbar i Kroatien (koordinat 45.328911, 14.439501)

Efter et vellykket besøg i eventyrlige Ljubljana går turen videre til den mindre by Rijeka. Jeg beslutter mig for at gå alene på opdagelse i kystbyen. Rijeka er en modsætningsfuld by. Den virker ved første øjekast indtagende. Her er smuk natur, bjerge og flotte klippelandskaber ved strande med krystalklart vand, som man ser det på feriebillerne. Men jo mere man vandrer væk fra de polerede ferieboligområder med udsigt over byen og ned i det rå, indre Rijeka, står det klart, hvilke udfordringer, byen slås med. Fattigdom, kriminalitet og utilpassede unge.

Mens jeg går i Kroatiens aftenvarme langs de dunkle, næsten forfaldne etagebygninger, driller min Google Maps app mig og jeg kommer jeg ved en fejl til at dreje forkert ned ad en større vej. Her får jeg øje på noget, der ikke ender med at blive min sidste overværelse af narkohandel på åben gade under min interrailtur. Jeg går hastigt videre ned ad nogle trapper overmalet med graffiti. ”A.C.A.B.”, står der flere steder og jeg føler mig mildt sagt ikke i mit es. Jeg finder dog på rette spor igen og går ned ad en snævre gade, hvor jeg finder en smal overdækket åbning iklædt lyskæder og multikulørte skilte, der står i rivende kontrast til omgivelsernes lukkede, graffitimalede døre og vinduer. Det er heller ikke helt tilfældigt, at jeg netop befinder mig her. Efter lidt research hjemmefra om, hvor unge holder til i Rijeka, var stedet her noget af det første (og eneste), der poppede op. Men trods min research kunne jeg ikke helt finde ud af, hvad stedet helt præcist var.

Jeg træder ind ad de grønmalede døre og bliver mødt af musik og småsnak fra gæster, der sidder rundt omkring i mindre grupper her omkring aftensmadstid inden, hvad jeg formoder er stedets helt store rushhour. Den lysende sprække i det grålige nabolag hedder Klub mladih Rijeka, oversat til dansk: Rijeka ungdomsklub. Men det er ikke en ungdomsklub i dansk forstand. Stedet er derimod en slags åben studenterbar for byens unge og studerende, og flere af stamgæsterne lader til at være en anelse ældre end mig selv.

Jeg nærmer mig den menneskefyldte bar, der er placeret langs væggen i den anden ende af lokalet. Det er tydeligt at mærke, at gæsterne og bartenderne kender hinanden godt, men jeg mærker en gæstfri atmosfære. Jeg går op til bartenderen, som er en ung kvinde med et punket udtryk, og fortæller om mit projekt. Jeg spørger hende, om der er nogle steder eller initiativer her i byen dedikeret til unge. ”No, this is actually the only place”, svarer hun seriøst til min overraskelse. Rijeka har ingen parker, studenterhuse, ungdomshuse eller lignende for unge i denne aldersgruppe, udover Klub mladih, hvor de kan opholde sig.

Jeg henvender mig til en fyr, der sidder alene i hjørnet ved et rundt højbord. Han har mørkt, kort hår. Brune øjne. Jeg præsenterer mig og spørger, om han har lyst til at lade sig interviewe, hvor han fortæller, at han kun har et par minutter, men er frisk på at snakke alligevel. Omar hedder han, er i slut-20’erne og læser Applied Arts på Rijeka Universitet. Han er opvokset i Rijeka og føler, han har haft nogle gode ungdomsår. Omar lader til at være en meget åben person og deler gerne ud af hans tanker, følelser og holdninger. Han fortæller, at mange har givet op på byen, fordi der er nogle unge, der ikke behandler tingene i byen godt og sprayer med graffiti.

- There are a few people that ruin it for everyone else, siger Omar.

Til gengæld har byen noget for enhver smag, og han ser ikke, at Rijeka kan gøre meget anderledes for at give de unge flere muligheder. Omar peger på, at det må være de unges eget ansvar at række ud efter de muligheder, der er, og at det er deres eget problem og ikke byens, hvis de undlader.

Omar fortæller, at han hang meget ud på gaden med hans venner som teenager. Særligt nede i bymidten på den samme plads, hvor mange af deres bekendte og venner også kom for at drikke. Omar forklarer, at de ikke havde andre steder at tage hen og at de derfor tit endte der, men han kigger nostalgisk tilbage på festerne på pladsen, for han husker en stor tillid mellem de unge i byen.

- We all took care of each other, fortæller Omar og fortsætter: nowadays the youth in Rijeka is more divided.

Der er ifølge Omar ikke i dag ikke lige så mange unge, der fester sammen og de er i stedet mere gruppeopdelte.

Her påpeger han, hvad han kalder for en ideologisk generationskløft mellem generation Y, som han selv hører ind under, og generation Z, min generation. Mange i de sene 20’ere og opefter har minder fra det gamle Jugoslavien før krigene og ser længselsfuldt tilbage på deres barn- og ungdom, som også har præget deres ideologiske holdninger i en mere socialistisk retning, mener Omar. Tilbage står generation Z, som er opvokset under og efter krigene, hvor mange ikke føler en reel tilknytning til Eksjugoslavien.

I stedet er teenagere og helt unge voksne i dag, vokset op med et stort fokus på borgerlige rettigheder og med vestlig indflydelse, siger Omar og uddyber:

- Your generation is so money-oriented.

Han forklarer, at unge i Rijeka, frem for at bygger karriere på deres passion, er optaget af at tjene så mange penge som muligt for at have råd til at flytte væk, men ikke nødvendigvis ind til storbyen. Omar uddyber, at han ikke oplever nogen speciel ulempe ved at bo i Rijeka sammenlignet med Zagreb eller en hvilken som helst anden storby. ”I can take a three hour long train ride and I am in Ljubljana, and Zagreb is only a couple of hours away by bus”, fortæller ham. Hvis han savner større bykultur, er han ikke langt fra en storby. Der er alligevel masser af tilbud i Rijeka. Snarere end en ulighed mellem land og by, føler Omar til gengæld en geografisk ulighed mellem det sydøstlige Europa og det nordvestlige Europa. En følelse af ulighed, som han mener at dele med mange andre kroatiske unge.

- Many young people dream of moving to Norway, Germany or even Denmark thinking that it will solve all their problems, fortæller Omar. Mange unge oplever økonomiske udfordringer og drømmer om en højere levestandard.

Tager man en kort gåtur ned gennem Rijekas bymidte, er det tydeligt at se, at området stadig bærer præg af borgerkrigen i Jugoslavien. Store, sorte tavler med fotografier af mennesker på flugt under borgerkrigen pryder den brede gågade. De er svære at undgå. Man går blandt mennesker, der har oplevet det på nærmeste hold. Billederne er ikke bare tilfældigt farvede udprint; de skildrer en virkelighed, som langt de fleste kroatere tydeligt husker.

Interrailere på ruinbar i Budapest (koordinat 47.497019, 19.063320)

Da vi skal med vores tog fra Rijeka til Wien dagen efter, har vi lært af vores fejl og køber pladsbilletter i god tid. Efter et kort visit i Wien med lidt sightseeing, tager vi toget videre til Budapest. Da vi ankommer på Budapest-Keleti station og træder ud af toget, mærker vi for alvor den hedebølge, der hærger Europa. Det er ulideligt varmt, men vi stiller os i kø for at købe billetter til bytransport rundt i Budapest, da vi ikke kan købe dem digitalt. Derefter kører vi til Buda for at tjekke ind på vores charmerende pensionat og smide vores tasker, inden vi drager ud i byen for at lære den at kende.

Vi ender midt i det trafiktunge Oktogonkryds i Pest, hvor vi ikke langt derfra finder en lille kulørt kælderbar med et gennemført Alice i Wonderland-tema ned ad en sidevej. Vi har den sødeste bartender, der kommer med alverdens anbefalinger på ungarske spisesteder og barer, vi bare må besøge, når nu vi endelige er her. Han foreslår hans egen yndlingsbar Szimpla Kert, som vi ender med at tage hen på. Szimpla Kert er placeret på en travl, smal festgade og er en stor bygning, der mildt sagt ser smadret ud. Da vi træder ind, bliver vi mødt af noget uventet; en lang, dæmpet indendørs gade indrammet af rustikke stenmure fyldt med farvestrålende lys, finurlige skulpturer og hvad der ligner tilfældigt spredte genstande. Det er et excentrisk sted og ligner for mig et dansk ungdomshus, hvorfor jeg lige pludselig føler mig hjemme. Stedet viser sig at være en ruinbar, som er værtshuse placeret i gamle, forladte bygninger og er populære blandt særligt udenlandske studerende og unge turister.

Da vi går længere ind, kommer vi tættere på lyden af et band, der spiller koncert i stedets store udendørs rum med bevoksninger langs væggene. Szimpla Kert viser sig at være en toetagers bygning med masser af forskellige barer og rum med deres helt egen stemning. Vi finder et højbord i det store udendørs rum, hvor vi får os en drink. På et tidspunkt får jeg øje på to piger, der sidder og ligner nogle, der er løbet tør for samtaleemner og jeg benytter muligheden for at spørge dem, om jeg må stille et par spørgsmål.

Sophie, en blonde ung kvinde opvokset i Derby og Saffron, en mørkhåret kvinde opvokset i Nottingham fortæller, at de selv er på interrailtur ned gennem Europa og hjemme i England arbejder på samme skole. De oplevede begge gennem deres barndom og tidlige ungdomsår, at der var noget at give sig til og at de ikke manglede noget. Til gengæld kan Sophie nikke genkendende til, at flere unge flytter ind til de helt store byer som Manchester og London for at gøre karriere.

- You would rather go find someone or a group of people similar to you by going to a larger city than staying, siger Saffron om den generelle holdning blandt unge, der flytter til storbyen. De foreslår, at man kan sikre et bredere tilbud af fritidsaktiviteter, særligt indenfor de kreative fag som eks. musik for at få flere unge til at blive i de mindre byer frem for at flytte væk. De nævner, at det er essentielt, at de unge oplever et fællesskab, hvor de har noget at give sig til.

Jeg nævner kort min egen danske baggrund, hvor vi i min hjemby, Grenaa, har et ungdomshus og spørger, om Sophie og Saffron kunne forestille sig et lignende initiativ i deres hjembyer. Saffron svarer, at hun mener:

- Young people would not be trusted with something like that, hvorefter Sophie uddyber: there are a lot of prejudices against young people and they are really a misunderstood group of people. Those prejudices are not true.

Desværre er der ifølge Sophie og Saffron en del mistillid og fordomme om unge og hvordan de får tiden til at gå. Samtidig fortæller de, at unge ofte bliver set ned på og får skylden for ballade, som de egentlig ikke har noget med at gøre. Det er ærgerligt og unfair, mener de. Det er fordomme og holdninger, der står i meget stor kontrast til, hvad jeg selv er opvokset med, og det gør indtryk. Angående idéen om ungdomshuse nævner Sophie:

- I know a lot of young people through the school that definitely would benefit from that.

De forklarer, at de begge ønsker, at der var noget lignende i deres hjembyer og at det potentielt ville gøre en stor forskel for de unge i byen.

Rumæniens kontraster (koordinat 45.766347, 21.228146)

Efter Budapest kører vi mod vores fjerneste stop på vores interrailtur, Timișoara i Rumænien. Allerede på togturen er det svært at undgå, at området ser anderledes ud end de forrige steder på vores tur. Da vi nærmer os vores station, kan vi fra togvinduet se skrald ligge på jorden og gamle, faldefærdige huse. Vi får begge et mindre chok, da vi træder ud af banegården og bliver mødt af lavthængende strømkabler over et større nedslidt trafikkryds indrammet af boligblokke, der arkitektonisk bedst kan sammenlignes med Sovjettidens betonklodser. Man mærker hurtigt, at Rumænien et af Europas fattigste lande, og her er tydelige sociale skel.

Vi tager en taxa videre til vores lejlighed, som ligger i den gamle bymidte, hvor der ses flotte, restaurerede bygninger i forskellige farver og store velholdte pladser. Da vi første gang handler ind og går ud af bymidten, opdager vi hurtigt, hvor store kontrasterne er. På vejen optil det nærmeste supermarked, der er placeret i et storcenter, ligger der forladte bygninger og misligholdte lejlighedskomplekser indtil vi når den botaniske have, der er anlagt i forbindelse med centret. Her er små pavilloner med bænke, pæne haver med farverige blomster og udendørs musik for at dæmpe trafikstøjen fra indfaldsvejen, der ligger op til centret. Da vi træder ind i storcenteret, er det som et hvilket som helst andet europæisk storcenter med skinnende overflader, stilren indretning og høj musik, men forskellene mellem det moderne Timișoara og centeret er slående. Og byen her er nok den mest kontrastfulde, jeg har set i Europa.

Rumæniens kontraster.jpg

Rigtig mange unge lader til hænge ud derinde, mens der ikke var mange unge at se i gadebilledet. Så mens Esben shopper, benytter jeg lejligheden til at finde nogen at interviewe. Jeg falder i snak med to unge teenagepiger, der sidder på en ottoman. Karina og Timeea hedder de og er begge opvokset her i byen, hvor de stadig går i skole. De synes godt om Timișoara og mener, at de har nok at give sig til. Da jeg spørger ind til, hvordan de får tiden til at gå, fortæller de, at de ofte går rundt herinde i centret eller tager på Maccen, som mange på deres alder også gør derhjemme. Dog tilføjer Karina:

- Although we do honestly feel that our friends in Bucharest have more opportunities than us.

De nævner særligt, at man i Bukarest har bedre adgang til god uddannelse, fordi hovedstaden bliver prioriteret mere.

Den ting, vi snakker mest om, er dog ikke uddannelse. Selvom de er glade for byen, nævner de, at de føler sig utrygge, når de går på gaden. Ofte oplever de unge piger, at voksne mænd råber efter dem på gaden. De er bange for gadechikane og undgår derfor at gå hjem, særligt alene og om aftenen og føler sig selvsagt begrænset af ikke at kunne bevæge sig frit omkring. En ting er, at de ikke må have telefonerne med i skolen, heller ikke slukkede i tasken, så de lader dem i stedet blive derhjemme. Problemet opstår for dem, når de gerne vil ud i byen med veninder eks. i centret i stedet for at tage bussen direkte hjem eller blive hentet af forældre, for så kan de ikke ringe efter en Uber eller til mor for et lift, da de jo ikke har mobilerne. Deres iPhones er ikke bare underholdning - de er en livslinje for Karina, Timeea og deres veninder, hvis de føler sig chikaneret.

Mens vi sidder og snakker, kommer jeg i tanke om, hvad Esben og jeg er vidner til dagen forinden lige ude foran samme storcenter i Timișoara; En fuldvoksen mand holder for rødt i sin bil ved et kryds omkring eftermiddagstid, hvor han råber og fløjter af to teenagepiger, der går med deres venner over fodgængerfeltet lige foran ham. Da han får grønt, kører han videre til den næste uheldige unge kvinde, en pige på rulleskøjter, der skater langs samme vej, hvor det nøjagtigt samme gentager sig. Det mest skræmmende er, at pigerne ikke ser chokeret ud. Det virker ikke som om, der er den mindste forundring at spore hos dem. Det er hverdag for dem.

Dermed ikke sagt at det er sådan det er at vokse op i Timisoara eller Rumænien generelt, men det var sådan det var for Karina, Timeea og de unge, vi så det ske for. Sexisme er en faktor for unge piger og kvinde, der gør selv det at gå på gaden utrygt. Ikke kun her men også andre steder. For mig er det rystende, at så unge piger føler sig begrænsede af voksnes adfærd og chikane i gadebilledet, og det snakker vi ikke nok om.

Noget om tillid – og om, hvad Djursland kan (koordinat 56.414089, 10.875499)

Efter en lærerig, sjov og spænende tur i Europa, er det tid til at vende snuden hjemad. Det føles mærkeligt at savne Danmark, for jeg plejer sjældent at ville hjem igen efter en rejse. Det er sært at stå på Hamburg Hauptbahnhof og høre de øvrige passagerer omkring os snakke dansk på perronen, mens vi venter på turens allersidste tog, der går mod Aarhus og som vel at mærke er et DSB-tog. Da vi stiger på toget, er der mange, der ikke har købt pladsbillet og aldrig har jeg nogensinde set så overfyldt et tog. Mennesker står som sild i tønder ned langs gangene mellem sæderne, og da politiet ved grænsen vælger at føre paskontrol, sender de alle de stående ud af toget for at kunne gå igennem vognene. Det er kaotisk. Vi ender med at falde i snak med to interrailere, der sidder overfor Esben og jeg ved det lille firemandsbord. Vi kører snart ind i Aarhus, og det føles næsten mærkeligt, selvom der kun er gået en lille måned. Esben og jeg er blevet så vante til at snakke engelsk, at vi er begyndt at blande det ind i vores danske. Vores familier henter os på banegården og jeg kører med mine forældre hjem til Grenaa, hvor jeg bor, er født og opvokset.

I køreturen tænker jeg over, hvor heldig jeg er. Turen her har virkelig givet mig indsigt i, hvor utrolig mange muligheder, jeg har, selvom Norddjurs er en yderkommune og jeg synes, Grenaa er lille. Jeg har altid selv følt mig begrænset af at bo her og havde en meget klar forestilling om, at byen ikke havde så meget at byde på. Særligt fordi mange af mine bedste venner, omgangskreds og fritidsinteresser hører hjemme i Aarhus, hvorfor jeg har pendlet enormt meget i løbet af min udskolings- og gymnasietid og stadigvæk gør.

Men måske kan Djursland alligevel noget. Jeg er ikke vant til, at politikere eller autoriteter såsom lærere, forældre og andre erfarne voksne kigger ned på mig som irrelevant, dum eller uansvarlig - tværtimod! Jeg er vant til en høj grad af beslutningsmyndighed, selvstændighed og vigtigst af alt tillid ’voksne’ og unge imellem. Jeg føler mig ikke set ned på af nogle, der skulle forestille at ligge højere i fødekæden end mig selv og føler sagtens, at jeg kan komme til orde.

banegård.jpg

I Grenaa har jeg brugt meget tid i Arresten, som er byens ungdomskulturhus og projektlegeplads, der laver alt mellem himmel og jord, og som er mere eller mindre fuldstændig ungestyret. Det er Grenaas villa villekulla og her må man male på væggene, hoppe i møblerne og drømme højt. Det bærer stedet tydelige præg af - positive præg, må jeg hellere nævne. Under min interrailtur, er det særligt Arresten og mine erfaringer der, som jeg har sammenlignet med, hvad b.la. Omar, Sophie, Saffron, Karina og Timeea har delt med mig. Arresten har været mit udgangspunkt, og det er bestemt ikke et dårligt et af slagsen.

Lige nu er vi i gang med at planlægge en ungdomsfestival i Arresten, og da jeg går gennem stedets store, farverige port og ind i vores fællesstue, møder jeg et frirum, som jeg først nu forstår, hvor unikt er. Jeg snakker med min gode ven Kristoffer, som også er tidligere Samfundsformerne om, hvad Arresten egentlig betyder for vores ungdom her i byen.

- Arresten betyder meget for mig og en masse andre unge, og det er virkelig et fedt sted. Det er et demokratisk organ for unge, hvor de har mulighed for at få indflydelse og komme med enhver idé for at se den blomstre op, fortæller Kristoffer, hvorefter han snakker videre, om hvor vigtigt det er at have et sted som Arresten, hvis byen gerne vil sikre et godt ungdomsliv for de unge. Han fortæller, at har føler, han har fået meget ud af at komme hernede.

- At være aktiv i Arresten har givet mig mange kompetencer, muligheder i form af kompetencer, som jeg kan bruge senere i livet. Og også sociale evner i det at være hernede og snakke med så mange forskellige mennesker og samarbejde på tværs. Det er gode erfaringer at have, nævner Kristoffer.

Vi snakker videre om, hvordan vores forslag og projekter tidligere er blevet taget imod af kommunalbestyrelsen i Norddjurs og uddannelsesinstitutionerne i byen.

- Jeg oplever, at politikerne ser positivt på Arresten og de unge. De støtter op om vores initiativer, og det afspejler en tillid til os unge. Tilliden er nødvendig for uden den, kan det heller ikke lade sig gøre at lave ungestyret events og projekter, som vi gør det nu, fortæller han. Det er alfa omega, at vi som unge bliver lyttet til og at menneskerne omkring os tør at stole på hinanden.

Mens vi snakker, indser jeg, at noget særligt går igen i de samtaler, jeg har haft på min rejse og ikke mindst opdager jeg et stort modsætningsforhold mellem min egen ungdom og hvad jeg har ladet mig fortælle om andres; tillid. Tillid har været en afgørende faktor for alle, jeg har talt med. For Omar følte han ikke samme tillid til byens unge som før i tiden, herunder også til de utilpassede unge, der fik flere til at opgive Rijeka; for Sophie og Saffron var mistilliden og fordommene til unge stor, selvom det ikke var berettiget, hvilket frarøvede britiske unge deres potentielle muligheder; for Karina og Timeea bestod problematikken i, at de ikke kunne stole på fremmede grundet andres forrige adfærd og at tilliden derfor selvsagt ikke kunne gives, hvilket skabte frygt og mistrivsel. Tilliden i forskellige situationer og afskygninger har manglet, men dermed ikke sagt, at den ikke findes de steder. Det er netop en tillid, jeg er blevet mødt af på min rejse, når fremmede har åbnet sig op for mig og har taget mig i hånden, da de fortalte om deres verden og hvordan de oplever den; hvad end det har været på vores mange togture, i forbindelse med mine interviews eller andetsteds. En tillid til, at jeg vil dem det bedste. Det husker jeg, og det gør indtryk.