11.12.2023

Flere og flere energifællesskaber popper op i landdistrikter over hele landet, hvor borgere og virksomheder går sammen om attraktive fælleskøb af grøn strøm samt mere lokal produktion af varme og el. Bliv klogere på den nye tendens her.

Mange borgere i de små byer kan ikke kobles på fjernvarmenettet og har de seneste år oplevet svingende – og høje – elpriser, mens der måske er virksomheder eller VE-anlæg i lokalområdet, der har overskudsvarme eller energi, de ikke bruger. Dét har fået flere lokalområder til at danne energifællesskaber for at koble de lokale muligheder bedre sammen.

– Ideen med et energifællesskab er, at man både producerer og forbruger energi lokalt. Det giver mere stabile priser, en større uafhængighed af andre samt styrker det lokale fællesskab, forklarer Kim Tobiasen, der er selvstændig energirådgiver samt en af initiativtagerne til Energifællesskab Danmark.

Udnyt de lokale ressourcer

I stedet for at hver enkelt husstand i en landsby bliver opvarmet med gas- eller oliefyr og køber el hver for sig, er tanken, at borgere, lokale virksomheder og boligforeninger går sammen om at etablere en kollektiv forsyning af el- og varme. Varmen kan for eksempel komme fra termonet eller fjernvarme, og det kan kombineres med strøm fra vindmøller og solceller.  

– Energifællesskabet binder det hele sammen, så vi udnytter de ressourcer, vi har lokalt. Vi kan ikke blive 100 % selvforsynende på varme og el – men næsten, forklarer Kim Tobiasen.

Han opfordrer også til at være opmærksom, hvis der etableres større VE-anlæg som solcellepark eller vindmøller i nærheden.

– Det er oplagt, at nærområdet sikres billig strøm – enten i form af en attraktiv elaftale for alle i sognet eller ved, at et lokalt energifællesskab køber ejerandele i VE-parken til kostpris. Jeg er på vegne af flere landsbyer i gang med at forhandle attraktive elaftaler samt mulighed for ejerandele, forklarer Kim Tobiasen.

Hvad er et energifællesskab

Hvor borgere, virksomheder og foreninger i et lokalområde går sammen om at producere vedvarende energi til eget forbrug, så de både producerer og forbruger lokalt.

Læs mere på energifaellesskaber.dk.

Økonomisk udfordring

Det første energifællesskab i Danmark blev etableret i 2021 i Avedøre, og siden er der kommet flere og flere på tegnebrættet over hele Danmark. Det er dog ikke noget, man bare lige gør: Der skal indsamles data om det eksisterende energiforbrug, udvælges de rette løsninger og udpeges arealer, hvor det vil være muligt at placere energianlæg, tekniske anlæg, solceller og vindmøller.

Den største udfordring er dog økonomien.

– Det koster penge at starte et energifællesskab op, og det er ofte her, det går i stå. Der er dog flere steder, hvor det er muligt at søge puljer, blandt andet Region Midtjyllands pulje, der har hjulpet mange i gang. Vi håber, at der åbner en ny pulje i 2024, siger Kim Tobiasen.

Han understreger, at det er vigtigt at mobilisere så mange som muligt i energifællesskabet. For jo flere der er med, jo flere miljømæssige, økonomiske og sociale fællesskabsfordele er der at hente. Til gengæld er han ikke i tvivl om, at der ligger et stort potentiale og venter.

– Jeg tror, at energifællesskaberne vil brede sig over hele Danmark, når først det går op for folk, at de både kan give en lavere elregning samt bedre miljø, siger han.

Her kan du få støtte til at danne et lokale energifællesskab

Region Midtjylland – Pulje til fælles energiløsninger

Tilskud på op til 100.000 kr. til projekter der arbejder med alternative energiløsninger i midtjyske landsbyer. Hold øje med Regional Udviklings hjemmeside eller tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvis du vil have besked, når det igen er muligt at søge puljen.

Læs mere om Region Midtjyllands pulje til fælles energiløsninger og søg her.

Energistyrelsen – Puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling

Tilskud til informationsprojekter samt større projekter med energifællesskaber på op til 750.000 kr. Puljen forventes at åbne igen i andet halvår 2024.

Læs mere om Energistyrelsens pulje til lokale energifællesskaber og søg her.