Billede af mennesker der er ved at bygge en bænk

 

Foto: Vimbys fikseværksted

Social bæredygtighed opstår ikke af sig selv. Andelssamfundet i Hjortshøj nord for Aarhus har gennem Fonden Vimby skabt et solidt fundament for et lokalsamfund, der har brug for alle slags mennesker. Vimby er en forkortelse for "Velkommen I Min Bydel" og et modsvar på ”Nimby” – not in my backyard".

Helt siden opstarten af Andelssamfundet i Hjortshøj havde man et ønske om at andelssamfundet skulle afspejle den befolkningssammensætning og mangfoldighed som findes i resten af samfundet. Det var baggrunden for, at beboerne i 2001 indledte et samarbejde med Aarhus Kommune om at udvikle botilbud til unge og voksne med særlige behov og udfordringer. I 2012 lykkedes det, og 16 nye beboere kunne flytte ind i Bogruppe 6 - én af otte bogrupper. Bodil Dahl Jensen, formand for Vimbys bestyrelse og leder af den lille købmandsbutik, Høkeren siger:

- Det er ikke nok bare at skabe et sted, hvor man kan bo, eller et fællesområde, hvor man kan mødes over en kop kaffe. Beboerne med særlige behov bor der ikke bare. De unge mødes for alvor om at løse en arbejdsopgave, et fælles tredje med andre mennesker – personer i fleksjob, praktikforløb og dagtilbud samt fagpersonale, pædagoger og frivillige fra Hjortshøj og Andelssamfundet.

Fra Andels- til Handelssamfundet

En række forskellige arbejdsfællesskaber er over de sidste ti år vokset frem: Et bageri, hønsehold, genbrugsbutik, fikseværksted, købmandsbutik med cafe og Håndarbejdshuset. En succesfuld udvikling hvis man spørger Hjortshøj-borgerne, der med et glimt i øjet har omdøbt Andelssamfundet til Handelssamfundet.

Men de unge voksne med særlige behov er dem, der først og fremmest oplever succes. De får en arbejdsfunktion, en identitet, et tilhørsforhold samt værdifuld erfaring, som de kan bruge igennem hele livet.  

Bodil Dahl Jensen anbefaler andre landsbyer at gøre det samme som Vimby, eller næsten det samme:

- At lave en butik, et bageri og et fikseværksted kan ligge lige til højrebenet i en landsby. Så noget af det her kan andre landsbyer også kopiere. Anderledes er det med bo- og dagstilbud, fleksjobforløb og lignende. Det er en meget lang og kompliceret proces og kræver et anderledes gennemgående, kontinuerligt og vedholdende set-up. 

Vi samler op på læringen og præsenterer Bodil Dahl Jensens tre anbefalinger til at skabe en rummelig og mangfoldig landsby.

1. Et godt mødested


Et godt mødested gør det naturligt at samles på tværs af landsby, alder og interesser og styrker fællesskabet og hverdagslivet på landet. Mødestederne kan etableres i tomme huse og funktionstømte bygninger, som der findes en del af på landet. Eller man kan som Vimby søge økonomiske støtte og bygge nyt. Det vigtigste er et at få etableret butikker, værksteder og produktioner, der skaber møder mellem mennesker.

Se også:
- Læs artiklen "Danmarks flotteste busskur"
- Læs om RealDanias kampagne "Mødestedet"

2. Samarbejde på tværs


Et andet vigtigt fokuspunkt er etablering af samarbejde på tværs af alle skel. Det kan fx være generationsmøder mellem børn og ældre, som de gør i Mols i Udvikling. Det kan også være samarbejde i arbejdsfællesskaber mellem udsatte borgere, frivillige, handlende, ansatte i pædagogisk og fagligt personale.

Mange af Vimbys aktive er frivillige, kunder og gæster fra hele Hjortshøj og baggrunden for at Vimby oplever en kæmpe opbakning fra hele lokalsamfundet. Det er med både mange enkelt personer og med institutioner og foreninger fx Landsbyliv i Hjortshøj.

Billede af en person bag kassen i en købmandsforretning

 

Foto: Vimbys købmandsbutik, Høkeren

3. Åbne arrangementer


Skab spændende aktiviteter og arrangementer åbent for alle, også gæster udefra. Vimby har mange åbne aktiviteter, hvor folk udefra kan komme og deltage fx festival, høstmarked, grøntsagsordning.

Onsdagscaféen er et eksempel på ugentligt arrangement, som samler folk med hjemmearbejdsplads, pensionister, fædre og mødre på barsel, bagerne fra bageriet og andet godtfolk til en kop kaffe og friskbagte boller.

Fantastisk Fredag er et eksempel på et månedligt arrangement, hvor man kan komme og hygge sig med god mad og drikke. Hver Fantastisk Fredag er unik og tilrettelægges af de frivillige. En gang er det fx en syrisk familie, en anden gang Andelssamfundets æggegruppe. Men en ting er sikkert: Menuen indeholder altid en lækker kage og et godt aftensmåltid.

Læs mere om Fantastisk Fredag her.

Billede af nogle huse

Læs ogsåStreg_MidtRød_1040x2px.png