14.09.2023

Det spørgsmål vil Holeby på Lolland dykke ned i med nye midler fra Landdistriktspuljen. Planen er at udvikle et idéforslag, der vil kunne inspirere andre landsbyer.

Holeby er en lille landsby på Lolland med 1.400 indbyggere, der som mange andre landsbyer oplever, at flere og flere huse forfalder, så de til sidst må rives ned. Det efterlader et kedeligt tomrum – og det vil Borgerforeningen for Holeby og Omegn gøre noget ved.

– Vi er en af de kommuner i Danmark, der river flest huse ned. Når du begynder at rive huse ned, går byen i forfald, så derfor er det vigtigt at gøre noget for at bevare helhedsindtrykket i byen, forklarer formand Erhardt Tonnesen.

Borgerforeningen har netop fået bevilget midler fra Kirkeministeriets Landdistriktspulje til et projekt, hvor de i samarbejde med arkitekt Hans Peter Hagens fra Arkitekturværkstedet vil undersøge, om de kan udnytte de triste tomrum på nye måder, så de bidrager til landsbyens liv i stedet for at skabe følelsen af forfald.

– Vi vil gerne have nogle nye ideer op af hatten, så de tommer pladser ikke bare bliver inddraget til den lokale landmand eller gror til i ukrudt og tidsler, forklarer Erhardt Tonnesen.

Inddrag landsbyen

Og det er en god ide, hvis du spørger Simon Harboe, der er projektchef i Realdania.

– I en landsby betyder det rigtig meget, om der står tomme huse eller ej. Det påvirker, hvordan byen tager sig ud og selvopfattelsen af, hvad byen kan – især i de mindre byer, hvor der ikke er så mange huse i forvejen.

Han understreger, at det er vigtigt at inddrage borgerne i byen for så vidt muligt at finde frem til den bedste måde at bruge de tomme pladser på.

– Det er ikke nogen one size fits all, når det gælder landsbyudvikling. Alle landsbyer er forskellige, og derfor er det vigtigt at man som landsby får snakket igennem, hvad man gerne vil bruge de tomme pladser til, så det, man vælger, kommer til at passe til byen, siger han.

Åbne for idéer

I Holeby glæder Erhardt Tonnesen til at sætte gang i projektet sammen med Hans Peter Hagens, som blandt andet har stået bag ideen om, at der skulle være torvehaller på Københavns gamle grønttorv på Israels Plads.

– Vi vil ikke låse os fast på noget, men være åbne og se, hvad projektet kan bidrage med af gode ideer til de tomme pladser. Jeg har selv været i Cuba, hvor det var meget fascinerende at se, hvordan de faldefærdige huse i gamle bydele var blevet forvandlet til kunstværker, så de i stedet blev turistattraktioner. Der er mange muligheder, fortæller Erhardt Tonnesen.

Projektet skal efter planen udmunde i et idekatalog, som måske også kan give inspiration til andre landsbyer, der står med samme udfordringer. Derudover skal en del af midlerne gå til at gøre Holeby mere attraktiv ved at skabe grønne frirum til borgerne med ny beplantning, borde-bænke-sæt og smukke københavnerbænke.

Vidste du, at...

I øjeblikket rives der cirka 1.500 huse i Danmark ned om året, hvor der ikke genopføres et nyt hus på grunden, og mellem 10.000 og 22.000 huse venter blot på at blive revet ned i Danmark. Værst ser det ud på Lolland, hvor 7,4 procent af husene er nedrivningsparate.

Kilde: Kora

Læs ogsågrafik_streg_lys grøn.png