Idom-Råsted har gjort en dyd ud af at turde det skæve og anderledes og har i dag et sprudlende kulturliv med alt lige fra Bach-dage til halm-colosseum – og byens borgere er med i det hele.
Da 100 præster i september 2018 skulle samles til et todages seminar i Idom-Råsted blev det noget anderledes, end de før havde prøvet. Da de ankom til Idom Kirke blev de mødt af byens pensionister og børn, der stod klar med kaffe og croissanter til dem på parkeringspladsen, mens kirkekoret sang ud ad vinduerne i kirketårnet. Senere på dagen skulle præsterne selv ud og skaffe deres aftensmad ud fra en kulturel byttehandel En sang for en grøntsag. Præsterne gik i optog gennem byens gader og sang, mens borgerne kvitterede med en porre, gulerod eller hvad de ellers lige havde ved hånden.
– Vi ønskede at vise dem vores landsby og de mennesker, der bor her, så vi fyldte besøget med skæve indslag, og det fungererede bare supergodt, forklarer Kai Bredholt, der er kunstnerisk leder i Landsbylaboratoriet, der stod bag seminaret.
– Vi er meget optaget af landsbyens DNA, og hvad vi kan bruge den til. Det gælder om at involvere borgerne, så jeg ser på folks evner og tænker: Hvad kan jeg bruge det til? Det tricker min hjerne til at tænke nye tanker, forklarer Kai Bredholt.
Et rigt kulturliv
Kai Bredholt har siden 1990 været skuespiller, musiker og komponist på Odin Teatret i Holstebro. I 2016 grundlagde han Landsbylaboratoriet for at dykke ned i, hvad kultur og fællesskab egentlig betyder for en landsby som Idom-Råsted.
– Min kongstanke er, at alle landsbyer kan skabe et rigt kulturliv, og ideen med Landsbylaboratoriet er også at udbrede det, vi gør her, til alle landsbyer. Vi gør det over 10 år, og så samler vi erfaringerne: Hvad virker? Hvad virker ikke? forklarer han.
Landsbylaboratoriet har to store tilbagevendende aktiviteter, som foregår hvert andet år. Det ene er Idom Biennalen – et 14 dages bombardement af kulturarrangementer, som foregår i et stort halm-colosseum i Idom.
– Vi fik alle områdets landmænd med på ideen, så de leverede lige 50.000 kilo halm til at bygge colosseummet af, fortæller Kai Bredholt med et stort smil.
Den første Biennale i 2016 bød på alt fra heste til flamenco-dans og en Bach Dag, hvor alle byens borgere i løbet af dagen skulle høre Bach-musik spillet af byens kirkeorganist.
– Hun startede med at spille på skolen klokken 8 om morgenen, da eleverne mødte ind, og derefter var hun ovre i børnehaven, hvor de dansede stopdans til Bach, og sådan fortsatte det rundt i byen hele dagen, forklarer Kai Bredholt.
Den anden store aktivitet er Landsbymødet, hvor Idom-Råsted inviterer andre landsbyer til et folkemøde, hvor de kan dele deres erfaringer i form af 12 minutters TED-talks.
Og så er der alt det andet sjove, skæve og skøre indimellem. Landsbylaboratoriet har for eksempel også en cirkusskole for børn samt et talentakademi for ældre. Uanset hvad de laver, er så mange fra landsbyen involveret som muligt.
– Mennesker er altid gode til et eller andet – det gælder om at bruge det, de kan. Når jeg spørger, siger de altid først nej, det er ikke noget for mig. Det kræver lidt overtalelse, men så må vi bare tage en kop kaffe mere. Vi forsøger at skabe så mange frivillige som muligt for at gøre det sjovere at bo i Idom-Råsted, fortæller Kai Bredholt.
Og det ser ud til, at de mange kulturelle tiltag har en effekt.