grafik_streg_grøn.png

13.04.2023

21-årige Sylvester Elvis Fischer Sørensen har holdt ferie på Anholt hver sommer, siden han var helt lille. Nu har han startet sin egen isbutik på øen og er et godt eksempel på, hvordan turister kan være med til at skabe blivende værdi.

Hver sommer tager mere end 60.000 turister turen over Kattegat for at besøge den naturskønne ø Anholt. 21-årige Sylvester Elvis Fischer Sørensen har i mange år været én af dem, men de seneste to år har han også selv været med til at skabe værdi på øen.

Han har nemlig startet sin egen isbutik, Sylles Isfabrik, hvor han i højsæsonen langer lækker hjemmelavet is over disken.

– Jeg er kommet på Anholt hver sommer, siden jeg har helt lille, og jeg elsker øen. Det er mit yndlingssted. Den ro, der er herovre, minder ikke om andre steder i Danmark, så nu vil jeg gerne være med til at sætte mit eget præg på øen, fortæller Sylvester, der til dagligt bor i København.

Spontan idé

Ideen til isbutikken opstod egentlig ved et tilfælde. Han var på vej til et job som skiguide i Alperne, men coronaen spændte ben for det eventyr, så han tog i stedet et 8-16-kontorjob og gik egentlig og kedede sig.

– Under mine besøg på Anholt havde jeg flere gange tænkt, at der manglede et sted, hvor du kunne købe god, hjemmelavet is, så en aften tænkte jeg: Nu gør jeg det. Jeg laver min egen isbutik, fortæller Sylvester og griner lidt.

Han købte en brugt pølsevogn, satte den i stand og gik i gang med at øve sig på at lave is, og i sommeren 2021 slog Sylles Isfabrik lugen op på havnen på Anholt. Nu er han netop ved at lukke isbutikken ned efter sin anden sæson på øen.

– Det har været vanvittig sjovt og vanvittig hårdt. Det er noget helt andet, end jeg plejer at bruge mine somre på, men jeg ville ikke gøre det, hvis jeg ikke syntes, det var sjovt, fortæller han.

God respons

Anholt har 150 fastboere. Nogle af dem kendte Sylvester i forvejen, men nu har han lært endnu flere at kende.

– Øboerne har taget helt vildt godt imod mig. De synes, det er et fedt projekt, og at det er fedt, der kommer nogen til øen, der vil give noget tilbage, fortæller han.

Men som flere af de andre initiativer på Anholt er isbutikken ikke noget, han kan leve af hele året. Højsæsonen varer fra midten af juni til midten af august, så Sylvester har valg at kombinere is-eventyret med sin oprindelige drøm om sne under fødderne som skiguide.

Og den kombination passer ham forrygende. Men isbutikken er også med i fremtidsplanerne, hvis han på et tidspunkt skulle få lyst til at læse videre.

– Anholt er perfekt, fordi sæsonen er så kort, så jeg vil for sagtens kunne gå på universitetet samtidig, men nu tager jeg lige et par år mere med sne om vinteren og is om sommeren, og jeg glæder mig allerede til næste sommer, fortæller han.

3 tips til at inddrage turister i landsbyens bæredygtige udvikling

1. Gør det muligt at prøve landsbylivet

Skolebestyrelsen på Anholt Skole og Børnehave har for eksempel skabt projektet Prøv en ø, hvor turister, der er glade for øen om sommeren, kan prøve at blive øboer i 2-4 måneder om vinteren. Projektet har fået flere til at bosætte sig permanent på øen.

Læs mere om Prøv en ø.

2. Vær åben over for nye ideer

Folk, der kommer ude fra, kan ofte se tingene fra en ny vinkel – og måske har turisterne en genial idé til, hvad der kunne gøre lige netop jeres lokalområde mere attraktivt. Sylvester Elvis Sørensen så, at Anholt manglede god, hjemmelavet is.

3. Forlæng højsæsonen

Kommer alle turisterne i de samme uger om året, kan det hurtigt skabe en spidsbelastning. Derfor gælder det om at brede turismen ud over en større del af året. På Anholt arbejder de for eksempel på en Dark Sky-certificering, da en uspoleret stjernehimmel kan tiltrække turister hele året.

Læs ogsågrafik_streg_lys grøn.png