”Det bedste ved stedet, hvor vi bor, er at det er lige her”

Familien og den grønne omstilling

I det daglige er familiemedlemmerne ikke bevidste om den grønne omstilling. De tænker f.eks. ikke særlig meget over forbrug af el og varme, bare det virker. De affaldssorterer, fordi de skal, før gjorde de ikke. Alle i familien kan lide kød, og spiser meget kød. Ingen i familien kan lide at smide ting ud. Derfor er der så godt som intet madspild, og mange ting bliver købt på og afleveret til genbrug. Der handles meget lokalt, og der støttes op om lokalsamfundet så meget som muligt. Den lokale natur bruges dagligt og meget også til ferieaktiviteter.

Familien bruger ikke og kender heller ikke rigtig til, om der er ordninger eller steder, hvor man kan få rådgivning til at renovere eller bygge om med fokus på grønne løsninger. Det er primært den øvrige familie, der hjælper med at finde løsninger, hvis der skal laves noget ved huset. Desuden spørges også de lokale håndværkere om råd.

"Den grønne omstilling tager vi stilling til, hvis vi bliver pålagt det – og så er det ellers med at komme ud i naturen"

 

Der er dømt parcelhuskvarter af den lidt lukkede slags, da vi ruller ind på villavejen i Lihme og finder det sirlige hus med stram forhavebeplantning. Men det skal ikke vare længe, før billedet krakelerer. Efter at vi har ringet forgæves på et par gange, får vi øje på to, der vinker ivrigt til os nede for enden ad vejen. Vi skal på gåtur med Berit og hendes søn Adam på 8 år – det må være dem. Da vi får parkeret bilen det rigtige sted, hilser også en glad hund velkommen. Det viser sig at være naboens hund, der er på besøg og hjemmevant tager en runde i indkørslen, inden den lidt modvilligt lader sig kalde på ovre fra nabohaven. Der er hyggeligt ved Berits hus med bænk, krukker, blomster, sten og strandfund langs muren, og da vi efter de indledende snakke kommer om i haven smuldrer den sidste forestilling om lukket parcelhus. Haven åbner sig op direkte ned mod en stor eng med græssende heste og udsyn til kirkelunden, der kranser Lihmes kirke, der er en af Jyllands ældste.

- Jeg gravede simpelthen hækken op, så vi fik udsigt til engen, fortæller Berit, mens vi inspicerer haven.

Her er højbede, drivhus, et legehus, som Berit og Adam nu sover ude i om sommeren – lige så længe de kan – og for enden af haven et solcelleanlæg. På vores spørgsmål om hvornår og hvorfor det blev installeret, må Berit melde pas. Det var hendes fraskilte mand, der sørgede for det, og det var sikkert fordi, det kunne betale sig økonomisk. Nu er anlægget der, det virker, og det giver godt. Familien tænker ikke så meget over el-forbrug i hverdagen. Det samme er tilfældet med varmen. De har fjernvarme og supplerer med brændeovn, og det er fint.

Vi har aftalt at gå en tur med Lihmestien, en vandre- og cykelrute rundt om og gennem byen. Egentlig er der tre teenagere i husstanden også, spredt fra 14 til 18 år. Men af en eller anden grund har de andet at lave sådan en lørdag end at gå tur gennem landsbyen med konsulenter og kommunefolk, der vil ”spørge ind” til deres vaner.

Mellem haven og engen er der kun én ting, nemlig Lihmestien, så det er let at starte turen. Adam er i front. Han er vant til ruten, som ofte tages sammen med mor eller med en god ven. På vej væk med stien runder vi lige haven: Jo, der plejer at være grøntsager i højbedene og tomater, agurker og peberfrugter i drivhuset. Men i år er det godt nok ikke blevet til så meget. Vi forstår, at det er en travl hverdag som nyskilt mor med fire børn, hus, have, fuldtidsjob og en aktiv fritid oveni. Berit er klart den sporty og energiske type. Hun underviser i Dance Fitness i Lem hallen en gang om ugen, men samtidig er der også noget afslappet i al den energi, hun udstråler. Berit italesætter selv, at hun i dagligdagen ikke nødvendigvis tænker så meget på klima og miljø, og spørger man til de fire børn, fornemmer man, at de heller ikke ligefrem er følgere til Greta Thunberg.

Men vi skal alligevel kun lige åbne det næste emne, før det kommer frem, at familien står samlet omkring i hvert fald et klimavenligt tiltag. Nul madspild!

- Det er egentlig ikke fordi, vi laver alle mulige smarte resteopskrifter. Men vi køber ikke mere, end vi har brug for, og vi sørger for at få brugt det, vi har. I begyndelsen var det måske mest mig, men nu er det mine børn, der løfter pegefingeren, hvis jeg vil smide en kogt kartoffel ud. Husk, den er god på et stykke rugbrød i morgen, siger min datter så.

Vi kan forstå på Adam, at han hælder til det italienske køkken, men også gerne medisterpølse. Alle i familien spiser kød, og gerne meget af det. Snakken om ikke at smide mad ud fører naturligt videre til emnet, genbrug og affald.

- I vores klasse har vi tre spande, fortæller Adam. En til papir, en til madaffald og en til plast.

Familien affaldssorterer, fordi det er blevet et krav i kommunen. Før gjorde de ikke. Igen er det børnene, der er kommet i front. Adam er ikke sen til at korrigere, hvis Mor får puttet noget i den forkerte spand.

Adam løber i forvejen ned til legepladsen ved den nedlagte skole. Her er nu vuggestue og børnehave og, ikke mindst, byens medborgerhus.

- Vi bruger byens lille motionsrum under børnehaven, det er dejligt at have muligheden i byen, så vi ikke skal køre efter det, fortæller Berit.

Fællesskabet i Lihme er stærkt og vægtes højt. Familien deltager, så vidt det er muligt, i byens forskellige begivenheder året rundt. Vi passerer også Berits forældres hus på vejen. Adam kommer der meget og kender også her vejen videre.

- Jeg ville aldrig drømme om at bo andre steder, og jeg håber også, at mine børn vender tilbage hertil og bosætter sig her, når de en gang er færdige med deres uddannelser. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at det er guld værd at have sin familie tæt på. Mine forældre har altid været en stor hjælp, hvis jeg f.eks. pludselig havde syge børn og brug for pasning, siger Berit på vej ned ad hovedgaden.

Vi går forbi den lokale Brugs, hvor familien lægger langt størstedelen af sin handel, og hvor Julie har fritidsarbejde efter gymnasiet. Herfra fortsætter vi ned til kirken. Ved kirken forsvinder Adam ind i lunden til skovsøen. Vi følger efter, og mærker stedets særlige atmosfære. Energiske Lihmeboere foranledigede for nogle år siden i et samarbejde med Skive Kommune, at den gamle kirkelund med søen i midten blev renoveret med stier og broer rundt om søen. Adam viser os stedet, hvor en andemor kom frem med sine ællinger i forsommeren, og så fortæller mor og søn ellers ivrigt om deres daglige brug af stien om Lihme, hvor der både cykles og løbes, og ikke mindst glæden over den nære natur. Stranden ved Gyldendal er et yndlingssted til oplevelser, afslapning og genopladning.

Også sommerferien er blevet tilbragt ved Gyldendal: på stranden, i vandet og med overnatning i shelters, hvor besøget af en odder i solnedgangen var et højdepunkt. Her er simpelthen en familie, der er turister i eget nærområde. Det er i hvert fald ikke med rejser til fjerne mål, dyre hoteller eller besøg i resorts og forlystelsesparker, at familien belaster miljøet. Der er noget befriende over den måde, hvorpå Berit ganske enkelt ser Lihme som Verdens navle, samtidig med at der er masser af udsyn. Berit har oplevet, lært og rejst og har også måttet se sig selv tage del i nogle af livets alvorlige sider. Men hun har valgt sit lokalområde til og bruger helt og fuldt både det sociale liv i byen, den omgivende natur og de muligheder der er for at handle lokalt og bruge de erhvervsdrivende på egnen. Det står klart, at det i høj grad er i det valg, at hun henter sin afslappede energi.

Berit har et tredje øje – kameraet i mobiltelefonen – med det fortæller hun smukt og åbent om sin og om familiens hverdag, ofte fulgt af en enkel betragtning til eftertanke:

”Ingen dage er ens, men omgivelserne er ens for os alle. Det gælder bare om at nyde den fantastiske natur vi alle er omgivet af. Elsker at bo lige her.” (Facebook, 19. marts 2021)